Image and video hosting by TinyPic

Share your thoughtsNext pageArchive Projects (My words) Proverbs Anatomy Iraq Music Palestine Afghanistan IWT Poetry (Quotes)

Anonymous said: Jeg har selv samlet det, siger du. Helheden, siger jeg. Men brikkerne. De er vigtige. Uden brikker er der ingen helhed, siger du. Jeg tier stille. Nej. Du afleverer det. Puslespillet. Der mangler noget. Du får et nyt. Du bytter det. Brikkerne. De er ligegyldige.

Du er en del af helheden. 

Anonymous said: Gør du andre glade, vil du selv blive glad siger de. Nej, siger jeg. Det passer ikke. De er ligeglade. Du er ligegyldig. Jeg er ligegyldig. Begge er vi ligegyldige. Fat det siger jeg. Mennesker. Alle er vi brikker. Du passer ind i mit puslespil, og jeg i dit. Vi fylder hinandens huller ud. Med brikker. Mennesker. Men du snakker aldrig om brikkerne. Du snakker om helheden. Puslespillet. Er det ikke flot?

Du skriver godt. Det ville være rart hvis du ikke var anon. 

Anonymous said: Har du nogensinde tænkt på, hvor fandens meningsløst det hele er? Livet. Det er håbløst. Et par år, så er du borte. Glemt. Ja, det er meningsløst. Glæde. Det er det eneste de virkelig forstår. Glæde. Det handler om at være glad. Nej. Det handler om at acceptere døden, for du skal dø. Det skal vi alle. Du og jeg. Ham og hende. Sammen vandrer vi mod døden. Vi forsøger at glemme endepunktet. Destinationen. Vi opstiller idealer. Det gode liv, kalder vi det. Det er subjektivt siger de.

Tag din jakke på. Tag ned til stranden. Tag skoene af. Derefter strømperne. Lad dine fødder forsvinde i det kølige sand. Bevæg dig derefter ud mod vandet.

Køb en kop kaffe. Tag ud med en person du holder af. Drik kaffe under stjernerne. Nyd stilheden. 

Ovenstående var hvad jeg gjorde idag. Er lige kommet hjem. Livet er smukt som det er. Det kan godt være at vi dør. Det gør alt. Det handler om at leve. Ingen har bedt dig om at være glad hele tiden. Mennesker der er glade hele tiden pisser mig af.

Pas på dig selv anon.

 There is something poignant and sincere about the arabic word hayati

65 fragments    

Fragment 1. Jeg kom gående hen af strøget, vi skulle mødes ved Illum. Jeg ser dig komme imod mig, du er iført nederdel, en lang brun jakke og en t-shirt. Jeg vinker. Du vinker tilbage og smiler. Du kigger ned det meste af tiden, rører ved dit hår. Samtaleemnet: du havde ikke nået at klæde om, du synes selv du så rodet ud. ”Men du var altså blevet advaret” sagde du med et smil på læberne. Vi drikker en kop chai latte (david rio, tiger spice) på Paludan Bogcafe på Fiolstræde. Derefter snyder vi os ind på Fiolbiblioteket. Dit hår skinner i sollyset der tvinger sig igennem de støvede ruder. Det er som om tiden står stille derinde.  Vi endte på Københavns hovedbibliotek hvor din cykel stod parkeret. Vi gik op i børneafdelingen. Sad og bladrede i børnebøger. Vi kiggede på min side i en af de ipads der var tilgængelige. Du lyttede opmærksomt på det jeg sagde, og scrollede langsomt ned på skærmen med dine slanke fingre. En af medarbejderne kom hen til os og sagde at voksne ikke må opholde sig i børneafdelingen. Vi rejste os. På vej ned griner du og kommer med en bemærkning om hvor mange indvandrere der mon dater på bibliotekerne. Vi endte dagen ved de isdækkede februar søer. Det var koldt. Din næse var rød. Du havde en stor hue på der ikke klædte dig. Vi kiggede ud over isen der dækkede søerne. Du sagde en masse som jeg ikke forstod. Jeg løb hele vejen igennem strøget for at mødes med mine venner. På vej hjem havde jeg dig i tankerne.

Fragment 2. Et par måneder før. Jeg kommer løbende igennem banegården i Aalborg, falder nærmest på vej ned af trapperne. Det var fredag. Jeg kom ind i toget. Jeg var blevet udsat for indbrud i den periode. Jeg flyttede derfor hjem til mine forældre og var nødsaget til at pendle. På vej igennem de forskellige vogne ser jeg dig. Jeg går forbi dig. Af en eller anden grund vælger jeg at gå tilbage, du så bekendt ud. Jeg sætter mig overfor dig. Kigger på dig mens du kigger ned. Kigger ned når dine øjne møder mine. Der går 5 minutter. Du kigger på mig igen og spørger: ”Har jeg ikke set dig før?”.

Fragment 3. Jeg har min taske på ryggen, og min søsters tasker i begge hænder. Vi skal til Berlin. Min onkel er hjertesyg, PCI er nødvendig. Min søster går foran mig. Vi venter på toget. Jeg modtager en besked. I den er et billede af dig. Du er iklædt en læderjakke. Du har runde kinder og en meget subtil læbestift på. I toget modtager jeg et digt du har skrevet. Din måde at bygge sætningerne på er smuk. Men du har et pompøst ordvalg, jeg driller dig lidt. Jeg læser digtet 4 gange og falder i søvn. Vi skriver dagligt mens jeg er i Berlin. Min telefon virkede ikke i Tyskland, så du skrev på Viber eller Skype. Jeg loggede på sent og dine beskeder ville vælte ind. Det var det bedste øjeblik på dagen. Du var anderledes. Du sendte mig et billede af et kort, hvorpå der stod: ”Du får mig til at smile”.

Fragment 4. Alle sover. Jeg ligger i stuen. Du læser et af Vita Andersens digte højt for mig (jeg mener det var side 7). Da du skal finde bogen falder du over din samling af Disney film. Vi griner af det. Du læser digtet op. Jeg kan høre du er nervøs. Jeg får sommerfugle i maven.

Fragment 5. På vej hjem fra Berlin ringer jeg til dig. Klokken er 07.00 om morgenen. Du lyder træt. Du spørger mig om din stemme er ucharmerende. Jeg svarer nej. 

Fragment 6. Du trækker dig tilbage (og det kommer du til at gøre adskillige gange). Jeg er ikke den rigtige type. Jeg er for frembrusende. Jeg er alt for sort/hvid. Du er opvokset i en familie hvor det skabte problemer. Og hvad med min nationalitet?

Fragment 7. Du vender tilbage efter et stykke tid. ”Hej” står der i beskeden. Jeg svarer dig ikke til at starte med. Du skriver igen ”Er du her””Ja” svarer jeg. Jeg begyndte at holde af dig.

Fragment 8. Jeg henter dig. Vi kører ned til vandet. Vi læser Pablo Neruda og Michael Strunge for hinanden. Du elsker måden Pablo skriver på. Du vælger digtet FANEN”Ingen kunne ønske som jeg at forblive på puden hvor dine øjenlåg gerne vil stænge alverden for mig”.

Fragment 9. Jeg plukkede blomster til dig. Lagde dem i en kuvert og ventede på perronen. Toget stoppede, døren åbnede sig og du stod på trapperne og tog genert imod kuverten. Dit ansigt forsvandt i mængden af travle mennesker.

Fragment 10. Du stod foran mig i boghandlen. Dit hår var sat til den ene side, din hals var blottet. Jeg havde lyst til at kysse dig blidt. Vi købte Profeten skrevet af Gibran Khalil Gibran. Jeg læser højt: ”Ligesom kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer”.

Fragment 11. Jeg henter dig. Vi forfølger en solnedgang. Jeg stopper bilen midt på vejen og plukker 3 vilde liljer til dig. Du siger mit navn, efterfulgt af tre ord: 1: jeg 2: elsker 3: dig. Du placerer dit hoved på mit bryst og vi lytter til Buddha Bar – Desire.

Fragment 12. Du holder om min hånd og siger beundrende med lys i øjnene:”Du er så maskulin”

Fragment 13. Du bliver rørt da jeg fortæller dig hvad mit navn betyder. ”Der er en mening med det her” siger du.

Fragment 14. Du ringer dagligt til mig. Vores samtaler er spændende.

Fragment 15. Jeg prøver at lære dig Ayat al Kursi.

Fragment 16. Alle de gange vi har spist morgenmad sammen og fjollet rundt i din lejlighed. Dit modersmål begyndte at føles som hjem. 

Fragment 17. Du siger jeg er din klippe. 

Fragment 18. Vi skriver noget sammen: To gadebørn. Forældreløse. Ensomme. På et plan som ikke just ses på overfladen. To børn med beskidte kinder. Vandrende igennem ruiner. Udtryksløse til tider. De finder, passer på og omfavner hinanden. Sammen vokser de og bliver til ét. Sjælevenner. Et usynligt bånd imellem dem, på et langt dybere plan end det øjet kan se og øret kan høre. 

Ingmar Bergman PERSONA manuskript side 67: ”At opfatte hinanden som børn. Forpinte, hjælpeløse, ensomme børn” .

Fragment 19. Du har grædt. Jeg ved ikke hvorfor. Du siger at intet giver mening.